Jeg arbejder som konfliktmægler, og jeg underviser i konfliktforståelse og psykologien bag. Jeg har endnu til gode at opleve, at en part i en konflikt kommer til mig og siger: ’Jeg ønsker hjælp til at se, hvilke fejl jeg har lavet i denne sag. Jeg har tydeligvis et ansvar. Vil du hjælpe mig til at ændre mig?’

Grunden til, at jeg aldrig har hørt ovenstående, skyldes måske, at selvom vi godt ved at konflikter aldrig kun er ‘de andres skyld’, så er det ofte den sandhed, vi holder fast i, når vi er i en konflikt.

Vi peger ofte på de andre og konkluderer, at det er dem, der er onde, aggressive, selvoptagede etc. Det kræver mod at indse, at vi som mennesker er meget ens, og at det vi tillægger andre ofte er spejlbilleder af menneskelige egenskaber. Hvis vi gransker vores sind og vores tanker, kommunikation og handlemåder i de konflikter, vi selv møder, så må konklusionen være, at der er mange eksempler på, at vi også har haft et ansvar for en givet konflikts optrapning, og at vi også rummer aggressivitet, misundelse, selvoptagethed og andre karaktertræk, vi langt hellere vil beskylde den anden for.

Ergo er konklusionen, at vi reagerer fuldstændigt ligesom de fleste andre mennesker, når vi er i en konflikt. Vi stopper med at lytte, vi bebrejder og vi leder efter symptomer, udtalelser og handlemønstre, der kan bekræfte os. Dette fænomen bliver i psykologien kaldt attribution og det at finde mod og visdom, til at indse dette fænomen, er den første af tre kompetencer, jeg her ønsker at fremhæve. Ordet attribution betyder egentligt at tilskrive, og kan således oversættes til det, at vi tilskriver andre mennesker en bagvedliggende intention. En mere kortfattet forklaring af fænomenet handler om, at vi dømmer andre på deres handlinger, og os selv på vores intentioner. Det de andre gør forklarer vi med henvisning til interne faktorer som personlighed og karaktertræk, og selvsamme handlinger eller mangel på samme, forklarer vi hos os selv ud fra udefrakommende omstændigheder. Problemet er, at hvis vi først har dømt de andre og konkluderet, at de har ondt i sinde, er inkompetente eller psykisk ustabile, så er det meget svært at ændre, og så står vi ofte med det, der kaldes en attributionsbias eller tilskrivningsfejl.

Den første konfliktkompetence handler altså om at erkende dette fænomen. Det kan blandt andet gøres ved at træne sin evne til se sig selv udefra og søge at se den anden indefra. Dette forhold er i psykologien indeholdt i begrebet om mentalisering, og det er den anden kompetence, jeg her ønsker at fremhæve. Ved at fremlægge sin tolkning, som det det rent faktisk er, nemlig ens ufuldstændige fortolkning af virkeligheden, kan man efterprøve den og spørge ind. Det at forsøge at identificere en andens følelser og tanker og at respondere med en passende følelse er netop kendetegnet ved empati, som betegnes som det at ‘føle ind’ i den anden. Det kan trænes ved at lytte empatisk, og ved at tjekke sine fortolkninger af den andens sindstilstand: ‘Det virkede som om, du blev vred på mig under vores sidste samtale. Er det rigtigt forstået?’

Den tredje og sidste konfliktkompetence jeg her vil fremhæve, er det jeg kalder Den eksistentielle frihed. Den udspringer fra den tidligere østrigske psykiater og filosof Viktor Emil Frankls lille bog fra 1946: Mans search for meaning, hvor Frankl på baggrund af sine oplevelser i koncentrationslejren Auschwitz under anden verdenskrig taler om, hvordan mennesket, selv under så forfærdelige forhold, kan skabe en form for eksistentiel mening. Den skæbne der rammer os, er ude af vores kontrol. Vi kan kun kontrollere vores efterfølgende tanker, ord og vores handlinger. Frankl siger at ‘mellem stimulus og respons er der et rum, og i det rum er friheden‘. Jo større dette rum er, jo større er vores eksistentielle frihed. Så næste gang din nabo spiller høj musik kl. 22.15, selvom vedtægterne siger, at der skal være ro kl. 22.00, så har du en frihed. Friheden ligger i, at det der sker i verden udenfor dig, er udenfor din kontrol, men du kan frit vælge, hvordan du reagerer. Du kan vælge at gå direkte ind og true din nabo med bank, hvis musikken ikke bliver stoppet øjeblikkeligt, eller du kan gøre brug af de to førnævnte kompetencer. Sæt dig i din nabos sted. Måske har din nabo ikke onde intentioner, måske fejrer naboen en glædelig begivenhed og har glemt tiden. Det betyder ikke, at du ikke må stå på din ret til ro ifølge vedtægterne, men du har et valg om hvilke handlinger og ord, du møder din nabo med. Når vi bliver mødt med trusler, hårde ord, påstande, tavshed og afvisning etc. er en meget naturlig reaktion, at vi går til genmæle. Tryk avler modtryk både i Newtons naturvidenskabelige forståelse og i konflikter.

Hvis vi alle fastholder, at det er de andres skyld, så er der ingen, der flytter sig og ændrer strategi. Dine tanker, ord og handlinger vil determinere et udfald, og vil være udslagsgivende for om en episode udvikler sig til en destruktiv konflikt eller en mere konstruktiv konflikt, hvor begge parter går klogere og styrkede videre i livet.

Min opgave som mægler er netop at hjælpe parterne til at flytte sig, og her ser jeg også mange gode eksempler på, hvor lidt der ofte skal til, før parterne sammen ændrer adfærd og derved flytter sig ud af den destruktive spiral. Når den ene part kommer med en lille anerkendelse af den andens synspunkt, en lille tilkendegivelse og forståelse for den andens smertefulde oplevelse eller en sænkning af parader og ‘våben’ i form af hårde ord og beskyldninger.

Er det utopisk at forestille os, at vi som menneskehed kan blive bedre til at navigere konstruktivt i konflikter? Jeg mener, at det er ganske realiserbart at træne konfliktkompetencer. Et sted at starte kunne være de, i denne kronik nævnte, tre konfliktkompetencer.

At det er muligt at erkende egne bias, at træne sin mentaliseringsevne ved at øve sig i at forsøge at se sig selv udefra og den anden part indefra og udvide sit rum mellem stimulus og respons, så vi ikke kun handler intuitivt i affekt, men derimod kan lytte og møde det andet menneske med empati og fastholdelse af dialog. Dermed er vi måske et skridt nærmere det konfliktkompetente menneske og en mere konfliktkompetent verden.